Uddrag fra romanen Kapital (Cappelen 2003) af Stig Sæterbakken, f. 1966. Stig Sæterbakken bor på Lillehammer i Norge, har udgivet romaner, essays, digtsamlinger og været redaktør for tidsskriftet Marginal. For kort biografi, bibliografi, interviews, anmeldelser og essays, se forfatterens hjemmeside. Romantrilogien Siamesisk (1997), Selvbeherskelse (1998) og Sauermugg (1999) udkom i samlet pocketudgave på J. W. Cappelens Forlag i 2000. Seneste bogudgivelser: Det onde øye (essays, 2001) og Kapital.
Købmand Konrad Ofting står tiltalt for økonomisk misvedligeholdelse i forbindelse med en konkurs. Da retsagen begynder, frasiger han sig retten til en advokat og vælger at føre ordet selv. Men det som skulle være et forsvar, bliver i stedet et angreb, et hæmningsløst udfald mod den kultur af grådighed og kameraderi som blomstrer i et lille, men rigt land, hvor udsigterne til personlig vinding og profit går foran det meste. Med besk humor og stor sproglig kraft sprænges rammerne for retssalsdramaet og afdækker tragedien til et menneske af den gamle tid, som kæmper forgæves for at mestre den nye.
Jeg fik frugt og grøntsager fra alle verdenshjørner...
Æbler fra Spanien...
Gulerødder fra Belgien...
Og de var imponeret over det, gamlingerne... Gamle fru Syvertsen begyndte at købe appelsiner efter at jeg havde fortalt hende hvor de kom fra, selvom hun ikke kunne fordrage appelsiner... Fordi det var hendes smag af det store udland... En smag af alt hun aldrig havde set og ikke vidste noget om...
Jeg var deres forbindelse til den globale virkelighed... bindeleddet mellem dem og den store verden der ude... Jeg havde heller ikke hjerte til at skuffe dem...
Det hændte jeg fik et parti ind med kerrs pink fra Løten som jeg sagde var tyrkiske...
Eller æbler fra Hardanger, som med et lille kunstgreb blev spanske eller algeriske...
Til slut følte jeg mig forpligtet til at lyve for dem, til at opdigte de vildeste historier...
PÆRER FRA ULAN BATOR, skrev jeg på et skilt...
FERSKNER FRA USBEKISTAN, den slags ting...
Ja, det var som om det var flottere jo vildere og mere usandsynligt det blev...
BLOMKÅL FRA ELFENBENSKYSTEN...
TOMATER FRA KONSTANTINOBEL...
Det hændte jeg prøvede mig med nogle rim, til og med, uden at det faldt dem ind at drage det i tvivl...
DRUER FRA BUER...
PAPRIKA FRA AFRIKA...
Det er virkelig frugten og grøntsagerne, kan jeg fortælle jer, som tager livet af en købmand i min størrelsesorden...
Dyrt som fanden og umuligt at forudsige, hvor meget som vil blive solgt...
Den ene dag forsvandt appelsinerne som dug for solen, dagen efter var der ingen som ville ha...
Urørte bunker den ene dag, bundskrabede kasser den næste...
Det var det det handlede om: holde svindet på et minimum...
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg vred og vendte på et enkelt æble, før der endelig var nogen som tog det til nåde og puttede det i posen...
Snak om at vende den anden kind til!
Den grønne side op og den brune ned...
Akkurat så mange gange som skulle til, før den kunde dukkede op, som ikke tog det så nøje med at se efter og slap den spedalske ind i varmen...
Helt umuligt var det...
I sommermånederne... I heden, en midsommers torsdag...
Citronerne så ud som om de var færdigpressede da jeg tog dem ud af indpakningen...
Men de tog det pænt, de fleste, selv når druerne ikke var til at skille fra rosinerne længere...
De følte sig hjemme, det var vel det vigtigste for dem...
Det gjorde at de sagtens kunne se imellem fingrene med det meste...
De følte sig hjemme, vidste hvor alt lå... de kunne komme frem i blinde, de fleste af dem... kendte Oftings Kolonial bedre end sin egen bukselomme... vidste akkurat hvad de kunne forvente, og forventede heller ikke mere...
Herregud, butikkerne på hver side af mig, de havde een grossist hver, havde de... De fik alt fra den samme grossist...
Een grossist...
Mod mine ti!
Ti forskellige, som alle skulle have sit... og med tredive dages kredit siger det sig selv at storgevinsten bliver svær at hive i land...
De tjente mere på mig end jeg på dem...
De klemte livssaften ud af mig, gjorde de...
Pressede mig til sidste dråbe...
Tog ågerpris for det som var... Sådan bliver det, når den ene kommer med osten, en anden kommer med kødpålægget, en tredie med æggene, og alle skal have en pæn fortjeneste med hjem...
Sådan holdt de mig i tømme, hver på sit felt, så vidt at jeg kom mig helskindet igennem, et år ad gangen, vel vidende om hvor lille en pointe det var for mig at true med at gå til nogen andre…
He-he! Det var som om jeg havde een grossist pr ostesort en periode... som om de kom og leverede een ost ad gangen og skulle have fuld pris for hver eneste een...
De vidste jeg ikke havde andet valg end at tage imod det de kom med... De vidste de kunne prakke hvad som helst på mig... De vidste bestillingerne kom tikkende ind, uanset hvilke betingelser de satte... Frydende sig over det frie marked, i dette tilfælde begrænsende sig til een aktør på hvert...
Skruende prisen i vilden sky på mormors syltetøj, hvis de fandt det for godt...
Grinende godt for sig selv hele vejen hjem i bilen...
Vartende op med et kampagnetilbud på frosne grøntsager sådan nu og her, som et plaster på såret... som tak for godt samarbejde og med de bedste ønsker for fremtiden!
Og stadig er det mig som bliver udpeget som skurk...
Stadig er det mig I anklager for at have svindlet og bedraget...
I siger at jeg har stukket penge under bordet...
I siger at jeg holdt åbent for længe, at jeg har snydt mine kreditorer, at jeg har handlet for deres regning, at jeg holdt det gående længe efter at jeg vidste at jeg ikke ville komme til at kunne gøre mit regnskab op…
I beskylder mig for at have drevet forretninger på falske præmisser... fordi jeg fortsatte med at handle med mine leverandører, selvom jeg vidste at det var slut, selvom jeg vidste at alt var ovre... fordi jeg villigt bestilte løs, selvom jeg vidste hvilken vej det gik... at ingenting svarende til det som kom ind, nogensinde ville komme til at gå ud...
Rækken med dødssynder er lang...
At jeg gav fejlagtige oplysninger...
At der var pyntet på de regnskaber jeg fremlagde…
Og endelig, at jeg snød dem for hovedpræmien til sidst...
At de sidste rester som skulle tilkomme dem, tilkom flammerne i helvede...
Kort sagt, at jeg langt overskred min holdbarhedsdato...
Og det er vel godt nok, alt sammen... Det er sikkert rigtigt, meget af det... Jeg vedstår mig det meste, hvis ikke alt...
Men jeg gjorde det for dem... For de få som var tilbage...
Mine sidste kunder! Mine sidste og mest trofaste!
Gamlingerne!
Pengepugerne!
For dem holdt jeg døren åben...
For dem pressede jeg åbningstiderne så langt jeg kunne...
Der var ikke så mange igen til sidst. Men de kunder jeg havde, var de bedste en købmand kunne få!...
De var heller ikke så mange til at begynde med, forresten...
Ja, der var vel i grunden aldrig...
Og færre og færre blev de...
De døde jo som fluer en periode...
Der gik knapt en dag uden frafald...
Men! De jeg havde, havde jeg for altid! Dem havde jeg livet ud! De kom stavrende med trilletasken så længe der var mælkesyre nok i benene til at bære dem over krydset ved Holtlien...
Det var cremen af dagligvarekunder...
De ofrede alt for at nå frem til butikken... om de så måtte tage afsted tidlig om morgenen for at være sikre på at nå frem før jeg lukkede... De ofrede alt... De lagde den halve pension hos mig og vel mere end det...
De gav alt for mig...
Sådan som jeg gav alt for dem...
Jeg strakte mig så langt jeg kunne for de pengepugere.
Og halløj! for nogle gniere de er, ærede dommer, dem over halvfjerds...
De blev jo helt gale ved det blotte syn af et tal med kryds over... Susede rundt med rollatorene så alle og enhver der gik til fods levede livet farligt... Det var jo det rene Formel 1 nogle gange, ind imellem grøntsagerne, de gange der var varer på tilbud...
FØR og NU, ha! jeg kunne gøre underværker med de to ord!
Det hændte jeg prøvede det, bare for sjov skyld, at sætte en skyhøj pris FØR, og så den normale udsalgspris NU, som var akkurat det de måtte af med normalt, i en hvilken som helst anden butik.
Den såkaldte Rosendahl-metode.
Og det forsvandt, uanset hvad det var...
Gik som varmt hvedebrød!
Gamle sylteglaselastikker! En formiddag, og lageret var tømt...
De var helt utrolige, de gigtplagede kræ, jeg har aldrig set magen...
Satte gerne en time af til at gennemsøge hele bunken med gauda for at finde den som vejede mindst og følgelig også kostede mindst... stod der og holdt dem i de krogede klør, i dybeste alvor, osten højt løftet foran sig som en anden kranieskal...
Eller Avlangrud, som lagde en knytnæve efter den anden af mandler direkte på båndet, så han kunne slippe for at betale "mellemlægget", som han kaldte det, og som var den ekstra vægt af posen...
Men det var sådan de var...
De gjorde det uden at tænke over det...
At spinke og spare gik helt af sig selv...
Hun havde noget at lære der, fru Ofting!
Gamle Gabrielsen, på den anden side af gaden...
To gange i sit liv var han udenfor bygrænserne...
To gange i løbet af sine godt og vel halvfjerds år satte han sig på toget og lod sig fragte ud af sin barndoms by...
Den ene gang skulle han tage røntgen af lungerne...
Gratis rejse, ophold og diæt, se det var et sprog gamle Gabrielsen forstod!
Ellers holdt han sig hjemme og var fornøjet med det...
Aflangsrud sagde det jo, efter at han blev påkørt og havnede i rullestol, at der var vel en mening med det, så hjemmekær som han altid havde været...
Eller Ann Madsen, som altid pillede den yderste skal af løget før hun puttede det i kurven...
Eller Karen Bucklid, som stod ovre ved grøntsagerne og proppede så mange druer i sig som hun orkede før hun udvalgte en symbolsk lille håndfuld, som hun betalte for... Gud ved hvordan hun havde det med sig selv, da hun gik ud derfra... Hendes mave stod jo ud som et trommeskind... Det var som om kjolen skulle revne et hvilkent som helst sekund...
De var opfindsomheden selv, det skal ingen tage fra dem...
Fantasien nåede nye højder når det kom til at spare en øre eller to...
Kryds i loftet for hver gang jeg solgte en bærepose til en af dem! hver gang de ikke med en triumferende mine trak en medbragt op ad lommen!
Alligevel gjorde jeg alt for dem...
Lagde til rette så godt jeg kunne... skaffede alt som de bad mig om, alt de måtte finde på at behøve...
Jeg var deres inderste ønskers leverandør...
Jeg stillede deres mest forældede behov...
Jeg opfyldte deres oldgamle drømme...
Jeg bragte dem varer fra en svunden tid...
Jeg var den sidste på de kanter af byen som havde lungemos på hylderne...
Jeg handlede i fortidsminder!
Jeg sikrede mig restlagre af pultost...
Jeg fik paller af joikakager ind…
Jeg havde kælderen fuld af pærer på dåse...
Og her står jeg idag, for at blive vejet og dømt af folk som aldrig har smagt andet end kinamad og strimlet svinekød?
Jeg tror, mine herrer meddommere, hvis jeg var jer, at jeg ville have syntes det var en kringlet sag...
Jeg tror, hvis jeg var jer, at jeg ville have tænkt mig om både to og tre gange, før jeg lod øksen falde...
Efter loven skulle jeg altså have sørget for dem, mine kreditorer, og svigtet de andre, mine kunder...
Det var, efter loven, mit fejlgreb...
Det var, ifølge lovens ord, min utilbørlige handling, min groveste forseelse, min store synd, den som forfremmede mig til "et udueligt menneske", "et ryggesløst individ", "en elendig forbryder", en farlig person som ikke kan gå løs, en som må spærres inde, så han ikke skal forrette yderligere skade...
Ærede dommere: Havde jeg blot stået her fordi jeg svigtede mine kunder... Var jeg blot blevet stillet for retten på grund af de gamle kræ som kom til en lukket dør den fredag i oktober sidste år... men det er ikke derfor jeg står her idag... Det er på grund af producenterne, importørene, grossisterne, de som fik nogle hundrede tusinde manko på et par af sine talkolonner...
Det er for deres skyld jeg står her idag...
Det er for dem jeg skal fradømmes min ret til at drive forretning, det er for dem jeg skal sidde og stirre ind i en mur de kommende år...
For dem, de fede pampere, og ikke de andre, de magre krager...
For sådan virker retssystemet...
Sådan er retsstatens princip lagt ud...
Sådan går juraen i balance, på den måde at en forbrydelse, uanset størrelsesorden, mod en pamper, er værre end en forbrydelse, uanset størrelsesorden, mod en ubemidlet, af den ene grund at pamperen, til forskel fra den ubemidlede, kan sætte magt bag sine krav...
Det koster dyrere at ramme en som tåler det godt, end at ramme en som tåler det dårligt...
Det er tryggere, set fra skurkens synspunkt, at bestjæle en tigger end at røve en bank...
En pamper som svindler en ubemidlet, tryggere forretning kan du ikke gøre...
Straf skulle måles ud efter den procentvise skade på offerets samlede ejendom...
Ja! Dét, ærede herrer, kan De godt notere Dem: det er mit forslag til revidering af gældende retspraksis.
Stjæl hundrede tusinde kroner fra en mand som er god for hundrede millioner, og din forbrydelse bliver vurderet til en forseelse på én promille, straffen et klaps på skulderen og et halvhjertet krav om at det ikke må gentage sig...
Stjæl hundrede kroner fra en mand som har ti tusinde på bankbogen, forseelsen takseres til ti procent, ugerningen straffes med fængsel op til ti år...
Stjæl hundrede kroner fra en mand som ikke havde andet end den hundredelap, din forbrydelse måles til hundrede procent, du selv, gerningsmanden, buret inde for resten af livet...
JEG MENER ALVOR! JEG VIL HAVE DET IND I PROTOKOLLEN! Jeg ønsker at nogle af jer går videre med det. Det er mit bidrag til demokratiet. Min lille gave til retsstaten. Min afskedsgave.
OFTINGS LOV, kan I kalde den. Ja, jeg giver jer til og med navnet. Gratis! Omkostningsfrit! Hvis sådanne ord stadigvæk betyder noget for jer...?
OFTINGS LOV OM PROCENTVIS STRAF MÅLT EFTER FORNÆRMEDES SAMLEDE BO.
Hva?
Klinger som et digt, hvis I spørger mig...
Klinger som et digt...
Jeg er en poet, det er det jeg altid har sagt...
At inderst inde er jeg en poet, jeg som alle andre...
*
Oversat af Susanne Christensen, f. 1969, pt. bosat i Bergen og anmelder ved Morgenbladet.