Digtene er oversat af Anne Vindum fra Petter Lindgrens tre digtsamlinger. Petter Lindgren er en betydelig digter i svensk poesi i 90'erne. Som bag et kamera tilegner han sig undrende verden og giver den sprog i sine digte, der med en sanselig lethed peger på de dagligdags ting, som ved eftersyn viser sig at rumme større sandheder. Han blander genrer og benytter sig bl.a. af citater og ready mades, har udgivet en single og en bog om Slussen i Stockholm i samarbejde med fotografen Lena Granefelt. Både verden og sproget overbelyses og Petter Lindgren har med sit sikre sprog og sit skarpe og skæve blik skabt sin egen dialekt, sin egen humoristiske tone. Og har vist en stædig interesse for lamper og elektronik, to gennemgående temaer i den seneste samling, Ett trögare slags bläck (2000)





B. Ballad of a Teen-age Queen 5.16
(Lindgren/Cash)

ikke så mærkeligt

når man har mørkekammeret
på badeværelsesgulvet

mirjam

at små hårstrå
havner på papiret

mener jeg

og efterlader aftryk
hvide ridser

ikke så fandens

mærkeligt når man
fotograferer rundt i lejligheden

at kontaktarkene
ligner en hel etageejendom

mirjam

med den ene gavl
sprængt ud

man ser dig stå
på et af badeværelserne

og barbere benene

ikke så mærkeligt
mirjam

at små hårstrå


Copyright C 1994 by Evil Eye Music Inc., c/o Songway Service Inc., New York, N.Y. Used by permission.







Ham hvis loft var mit gulv lå i badekarret
og hørte Goldbergvariationerne på P2
Hende som kunne lide Bob Marley
fortalte om foråret i Montevideo

og havde tænder som i petroleumslampens
lys virkede overtrukne med olivenolie
men som smagte af vanille
Om morgenerne var der rimfrost på vinduerne

I trappeopgangen gik portnersken
og rystede på sit hennarøde hoved
På gashanen i køkkenet sad en oktoberflue
med hals og øjne smalle som tråd

gyldengrønne som indisk messing
Det var et usædvanlig smukt efterår
Hende som kunne lide Bob Marley
børstede støvet af fodsålerne og sang

og ham hvis loft var mit gulv lå i badekarret
og hørte Opp Amaryllis på P2
I trappeopgangen gik portnersken
med fejebakken fuld af døde fluer

(in a rub a dub style)







Et hologram

Om aftenen tænder jeg min globus.
I Stillehavet er et stort hul, så det har jeg vendt ind mod væggen. I Stillehavet bor der jo heller ikke nogen.
Nogen af landene på min globus eksisterer ikke længere.
Hvis jeg går ud inden det bliver mørkt, tænder jeg min globus når jeg går så den lyser i værelset når jeg kommer tilbage, specielt hvis jeg ved at der kommer nogen med.
Af og til går jeg ud i gården for at se den lyse derfra. Jeg tænker at det ville være mærkeligt hvis jeg så mig selv gå rundt inde i lejligheden.
En gang var der en kvinde med mig hjemme. Hun tændte med det samme loftslampen, som ellers kun er tændt når jeg pusler med noget småt.
Man skal passe på ikke at lade alt det grimme komme frem.
Min globus står på radioen. Skæret fra oceanerne og kontinenterne reflekteres i det blanke træ og ligner det fra et akvarium.
I radioens mellemgulv sidder et magisk og grønt øje som viser om stationen er indstillet rigtigt.
Mange af stationerne på frekvensbåndet har skiftet navn.
Det er mit ønske at folk skal sætte pris på såvel den smukke musik fra radioen som det smukke skær fra globussen.
"Musikken er smuk", siger jeg til folk.
Og til hende som gør at alt det grimme kommer frem:
"Du er også smuk. Sluk lyset i loftet!"
Af og til hører jeg farvandsudsigten.
Bag en luge i radioens øvre del er der en grammofon. Den virker ikke mere, men inde i rummet er der en hyggelig lampe. Lige under lampen ligger mit kamera.
Når jeg slår bælgen ud på mit kamera siger folk:
"Findes sådan nogen kameraer stadigvæk?"
Så skal de stille sig op ved radioen. Jeg bruger ikke blitz. Eksponeringstiderne bliver lange. Lyset falder skævt nedefra, fra globussen hvis kortpapir sine steder har løsnet sig.
Kuplen stråler, skinnende hvid som indlandsisen.
En gang fotograferede jeg den smukke kvinde, men hun stod ikke stille. Hun snakkede og kastede med sit lange sorte hår.
Det eneste der blev tydeligt på billedet var globussen og radioen.
Jeg kan ikke huske hvordan hun så ud.
Om foråret flyver lydløse projektiler højt over byen. De blinker i solen som sølvfarvede guldsmede. Der er ingen der ved fra hvilket fjernt artilleri de er blevet skudt af eller hvor de skal hen. Egentlig betyder de vel ikke noget for mig.


Onkel Friedrich