info@(if you can see this please update your browser)apparatur.dk - Giro: 60048398
Forside
Om Apparatur
Køb Apparatur
Arkiv
Læsværdigt
Oversættelser
Links

Digtene er oversat fra tysk af Jakob Brøbecher efter Georg Trakl: Die Dichtungen (Elfte Auflage, Otto Müller Verlag, Salzburg, 1938 og senere udgaver). På dansk er tidligere udkommet Trakl-udvalgene Mod midnat (Rhodos, 1969) og Sebastian i drømme (Husets Forlag / S.O.L. 1976). 



Solen (Die Sonne)


Daglig kommer den gule sol over bakken.
Skøn er skoven, det dunkle dyr,
mennesket; jæger eller hyrde.

Rødlig stiger fisken i den grønne dam.
Under den runde himmel
sejler fiskeren sagte i den blålige båd.

Langsomt modnes druen, kornet.
Når dagen stille går på hæld,
er et gode og et onde beredt.

Når det bliver nat,
hæver vandreren sagte de tunge øjenlåg;
udbryder solen fra en mørkere slugt.




Klage (Klage)

Søvn og død, de mørknende ørne
ombruser natten lang dette hoved:
Menneskenes gyldne portræt
opsluger evighedens
iskolde bølge. Mod grufulde klipper
knuses den purpurne krop.
Og den dunkle stemme klager
ud over havet.
Stormfuldt tungsinds søster
sé, en ængstelig båd synker ned
under stjerner,
nathimlens stiltiende åsyn.




I Østen (Im Osten)

Vinterstormens vilde orgler
ligner folkeslagenes mørkere vrede,
slagets purpurrøde bølge,
den bladløse stjerne.

Med sønderbrudte øjenbryn, sølverne arme
vinker døende soldater til natten.
I skyggen af den høstlige ask
sukker de dræbtes genfærd.

Tornede vildnis omgiver byen.
Fra blødende trin jager månen
de forfærdede kvinder.
Vilde ulve brød gennem porten.




Grodek (Grodek)

Om aftenen genlyder de høstlige skove
af dødelige våben, de gyldne sletter
og blålige søer, hvor over solen
dystert ruller; omfavner natten
døende krigere, deres knuste munds
vilde klage.
Dog, stille samler sig i engene
røde skyer, hvori en ond gud bor,
det udgydte blod, månens kølighed;
alle gader munder ud i sort forrådnelse.
Under nattens og stjernernes gyldne grenværk
vakler søsterens skygge gennem den tavse lund,
for at hilse heltenes genfærd, de blødende hoveder;
og sagte lyder i sivene høstens dunkle fløjter.
O stoltere sorg! I, metalliske altre -
i dag nærer åndens hede flamme en større smerte,
de ufødte slægter.

 

 

Apparatur - Horsekildevej 3, 3.tv. - 2500 Valby - info@apparatur.dk